Arabisk er det mest indflydelsesrige semitiske sprog i menneskehedens historie

Det arabiske sprog er et af de ældste, mest udbredte og mest indflydelsesrige semitiske sprog i menneskehedens historie. Dets historie er tæt forbundet med den kulturelle udvikling på Den Arabiske Halvø og kulminerede i en global udbredelse med islams fremkomst. Udviklingen gennem fire tusind år, præget af bestræbelser på kodificering og systematisering, har gjort arabisk til et veltalende sprog, der forener videnskaber og kulturer.

Arabisk er et af verdens ældste levende sprog og tilhører den centrale semitiske gren af den afroasiatiske sprogfamilie. Gennem tusinder af år udviklede det sig til at blive sproget i Den Hellige Koran og et af verdens mest talte sprog. Nedenfor følger en omfattende historisk oversigt over dets udvikling:

1. Tidlig oprindelse (ca. 3000–1000 f.Kr.)

• Arabisk tilhører den nordvestlige/sydlige semitiske gren, som er en del af den afroasiatiske sprogfamilie og også omfatter hebraisk, aramæisk, akkadisk og amharisk.

• Sprogforskere mener, at alle semitiske sprog stammer fra en fælles forløber kendt som protosemitisk.

• Med tiden adskilte arabisk sig gradvist fra de øvrige semitiske sprog, samtidig med at det bevarede mange af sine oprindelige kendetegn.

• Hvad angår gammelarabisk, optrådte de tidligste indskrifter i Nordarabien og den syriske ørken, blandt andet musnad- og nabatæiske indskrifter, og de dateres til det 1. århundrede f.Kr. og det 1. århundrede e.Kr.

• Hvad angår arabisk kalligrafi, udviklede den moderne arabiske skrift sig hovedsageligt fra det nabatæiske alfabet, som igen var afledt af aramæisk.

2. Gammelt nordarabisk (1000 f.Kr.–4. århundrede e.Kr.)

Før klassisk arabisk opstod, fandtes der mange arabiske dialekter, som efterlod skriftlige vidnesbyrd, herunder safaitisk, thamudisk, lihyanitisk, dadanitisk og hasaitisk. Disse dialekter var udbredt i Nord- og Centralarabien og blev skrevet med forskellige skriftsystemer.

En af de mest berømte indskrifter er Namara-indskriften fra 328 e.Kr., som regnes for en af de ældste tekster fra det sydlige Syrien, der ligger meget tæt på klassisk arabisk. Den er gravskriften over kong Imru’ al-Qais ibn Amr. Dens betydning ligger i, at den er en af de tidligste tekster skrevet på et tydeligt arabisk sprog, selv om den bevarer træk fra den nabatæiske skrift, som var ved at udvikle sig til arabisk skrift.

3. Tidlig klassisk arabisk (4.–6. århundrede e.Kr.)

I denne periode begyndte et fælles litterært sprog at tage form blandt de arabiske stammer, især i Central- og Nordarabien. Flere faktorer bidrog til dets samling, blandt andet:

• Den arabiske poesis blomstring.

• Fremkomsten af litterære markeder som Ukaz-markedet.

• Quraysh-dialekten blev mere udbredt på grund af Mekkas handelsmæssige og religiøse betydning.

• Retorik og talekunst udviklede sig betydeligt.

4. Den førislamiske periode (6.–begyndelsen af 7. århundrede e.Kr.)

Et «fælles sprog» opstod blandt de arabiske stammer som følge af litterære markeder, såsom Ukaz-markedet, og årlige sammenkomster. Denne litterære udveksling smeltede de forskellige dialekter sammen til et fælles standardarabisk, der blev brugt i poesi og talekunst og kulminerede i de lange oder. Arabisk nåede et højt niveau af veltalenhed og retorisk kunnen, og både poesi og talekunst blomstrede. Førislamisk poesi bevarede en stor del af det arabiske ordforråd og grammatikken og blev en hovedkilde til studiet af sproget.

5. Åbenbaringen af Den Hellige Koran (610–632 e.Kr.)

Åbenbaringen af Den Hellige Koran markerede et afgørende vendepunkt i det arabiske sprogs historie. Islams fremkomst i det 7. århundrede e.Kr. var den vigtigste begivenhed i sprogets historie, fordi Koranens åbenbaring fastholdt Quraysh-dialekten, gjorde den til officielt sprog og norm for alle muslimer og samlede de retoriske og grammatiske standarder. Dermed:

• Blev mange af sprogets regler fastlagt.

• Blev dets ordforråd og syntaks bevaret.

• Blev arabisk den islamiske religions sprog.

• Bidrog det til sprogets udbredelse uden for Den Arabiske Halvø.

6. Umayyadeperioden (661–750 e.Kr.)

Efterhånden som den islamiske stat udvidede sig:

• Spredte arabisk sig i Levanten, Irak, Egypten og Nordafrika.

• Blev det administrations- og myndighedssprog.

• Opstod behovet for regler, der kunne regulere sproget, fordi ikke-arabere konverterede til islam.

I denne periode begyndte:

• Tilføjelsen af diakritiske prikker til bogstaverne.

• Indførelsen af vokal- og bøjningsmærker for at lette læsningen af Koranen.

7. Abbasidetiden (750–1258 e.Kr.)

Denne periode regnes som det arabiske sprogs guldalder, hvor:

Arabisk blev sproget for videnskab, filosofi, medicin og matematik i store dele af verden under abbasidetiden og i al-Andalus. Græsk, indisk og persisk kulturarv blev oversat til arabisk, og ny terminologi opstod for at dække de forskellige videnskaber.

Der blev også grundlagt grammatiske skoler i Basra og Kufa, store ordbøger blev samlet, og retorikken og metrikken blomstrede. Men efterhånden som arabere blandede sig med andre folk, og ikke-arabere konverterede til islam, begyndte «lahn», det vil sige sproglige fejl, at vise sig. Grammatikkens videnskabelige grundlag blev lagt, og blandt periodens mest kendte sprogforskere var:

• Abu al-Aswad al-Du’ali: Han indførte de diakritiske tegn, den tidlige form for vokaltegn.

• Nasr ibn Asim og Yahya ibn Ya’mar: De indførte prikkerne, der skelner mellem lignende bogstaver som b, t og th.

• Al-Khalil ibn Ahmad al-Farahidi: Han udviklede de moderne vokaltegn —fatḥa, dhamma og kasra— og samlede den første arabiske ordbog, Al-‘Ayn.

• Sibawayh: Han skrev Al-Kitāb, som lagde de grundlæggende fundamenter for arabisk grammatik.

8. Middelalderen (13.–18. århundrede)

Arabisk forblev sproget for videnskab, litteratur og religion i store dele af den islamiske verden, trods tilbagegangen i dets politiske rolle i visse områder. Der blev fortsat skrevet værker om medicin, astronomi, matematik og filosofi, og lokale arabiske dialekter opstod som følge af arabiskens møde med forskellige folks sprog.

9. Den arabiske renæssance (19. århundrede)

Efter en periode med stagnation og alvorlig svækkelse under osmannisk styre oplevede det 19. århundrede den arabiske renæssance, ledet af fremtrædende skikkelser som Rifa’a al-Tahtawi og Nasif al-Yazji. I denne periode fik arabisk en betydelig fornyelse gennem pressens fremkomst, etableringen af trykkerier, oversættelsen af moderne videnskaber og opdateringen af ordforrådet, så det kunne rumme nye begreber.

10. Arabisk i moderne tid

FN’s Generalforsamling vedtog arabisk som sit sjette officielle sprog den 18. december 1973, en dato der hvert år markeres som Verdensdagen for det arabiske sprog. Sproget gik ind i epoken for «moderne klassisk arabisk», som bruges i medier, uddannelse og teknologi.

Arabisk er:

• Et af FN’s officielle sprog siden 1973.

• Officielt sprog i mere end 20 lande.

• Et sprog, der tales af mere end 400 millioner mennesker, både modersmålstalere og personer, der bruger det som andetsprog.

• Et sprog med to hovedvarianter:

o Klassisk arabisk: sproget for uddannelse, medier og formel skrift.

o Talte dialekter: blandt andet egyptisk, levantinsk, golfarabisk, marokkansk og andre.

Særlige kendetegn i arabiskens historie

• Afledning og bøjning: Arabisk bygger på et system af tre- og firekonsonantiske rødder, hvor hundredvis af ord kan afledes fra én rod efter præcise bøjningsmønstre.

• Fleksibilitet og tilpasningsevne: Sproget har bevaret sine strukturelle grundlag i 1.500 sammenhængende år uden afbrydelse eller opsplitning i separate sprog, i modsætning til latin, som udviklede sig til fransk, italiensk og spansk.

• Kalligrafisk mangfoldighed: Arabisk kalligrafi har udviklet sig fra sine tidlige former til særskilte kunstneriske skoler som kufisk, naskh, thuluth, diwani og ruq’ah.