Prostration ved koranrecitation

Indledning

I denne 21. tajwid-lektion om Den Hellige Koran lærer vi, at der findes 14 koranvers, hvor det er anbefalet at foretage en prostration under recitationen.

Følgende symbol: ۩ markerer det tidspunkt, hvor prostrationen skal udføres.

1. Definition

Prostrationerne under recitationen kaldes سَجْدات التلاواتpå arabisk.

A. Kilde

Det er overleveret fra Amr ibn al-Âs, at Allahs Sendebud —må Allahs fred og velsignelser være med ham— reciterede 15 koranvers for ham, hvor det er anbefalet at prostrere sig: tre i sura al-Mufassal og to i sura al-Hajj.

Dette er overleveret af Abu Dawud, Ibn Majah, al-Hakim og ad-Daraqutni og klassificeret som «god» — hasan af al-Mundhiri og an-Nawawi).

Hadith-lærde al-Albani mener dog, at overleveringskæden ikke kan betragtes som god, fordi den indeholder to ukendte overleverere.

B. Tilfældet med vers 22:77 i sura al-Hajj

Imam at-Tahawi mente, at der ikke findes en anden prostration ved afslutningen af sura al-Hajj. Dette var også Ibn Hazms opfattelse. Han skrev i al-Muhalla, at der ikke findes et autentisk —sahih— bevis for, at dette tilhørte Allahs Sendebuds tradition, må Allah velsigne ham og give ham fred, og at der heller ikke er enighed blandt de juridiske skoler.

Det er dog overleveret gennem en autentisk kæde, at Umar ibn al-Khattab, Abd Allahs datter og Abu Darda udførte denne prostration ved vers 22:77.

Selv om overleveringskæden for den nævnte hadith er svag, støtter flertallet af de lærde ikke denne prostration ved vers 22:77, fordi der ikke findes bevis i den profetiske tradition eller enighed blandt de lærde.

Det er imidlertid autentisk overleveret, at nogle af ledsagerne plejede at prostrere sig efter recitationen af vers 22:77. Dette kan derfor betragtes som et bevis, især fordi det ikke er overleveret, at ledsagerne var uenige om sagen. Allah ved bedst — الله أعلم

C. Den islamiske retslige vurdering af disse prostrationer

Prostration under recitationen af disse vers er anbefalet både for recitatoren og tilhøreren, men den er ikke obligatorisk.

D. Hvordan udføres prostrationen?

Hvis en person ønsker at prostrere sig, anbefales det at sige takbir — الله أَكْبَرog derefter prostrere sig. Når man rejser sig fra prostrationen, er det ikke nødvendigt at sige takbir, tashahhud eller salam.

Tilhøreren behøver ikke at prostrere sig, hvis recitatoren ikke gør det. Det er overleveret, at Zayd ibn Thabit reciterede sura an-Najm for Profeten —må Allahs fred og velsignelser være med ham— og at hverken han eller Profeten prostrerede sig.

Hvis prostrationen finder sted under bønnen, skal recitatoren eller tilhøreren sige takbir, prostrere sig og derefter rejse sig.

Blandt de bønner, der kan reciteres under denne prostration, er:

سَجَـدَ وَجْهـي للَّـذي خَلَقَـهُ وَصَـوَّرَهُ وَشَقَّ سَمْـعَـهُ
وَبَصَـرَهُ بِحَـوْلِـهِ وَقُـوَّتِهِ فَتَبَارَكَ اللَّهُ أَحْسَنُ الْخَالِقِين

«Mit ansigt har prostreret sig for Ham, som skabte det, formede det og gav det hørelse og syn ved Sin kraft og styrke. Velsignet er Allah, den bedste af skabere.»

2. De femten prostrationsvers

3. Konklusion

I denne 21. tajwid-lektion om Den Hellige Koran har vi lært, at der findes 15 koranvers, hvor det anbefales at prostrere sig under læsningen. Vi har også set, at prostrationen ikke er obligatorisk, men anbefalet.

I den næste tajwid-lektion, in shā’ Allāh, lærer vi at identificere fejlen, der skyldes forkert udtale af bogstaverne i Den Hellige Koran.